Description
Gode sprogfærdigheder er vigtige for barnet. Sprog gør, at børn kan indgå i fællesskaber, kan forklare deres meninger og tanker, kan stille spørgsmål om deres omverden – og forstå svarene. Et begrænset talesprog kan omvendt skabe problemer og blandt andet begrænse barnets forudsætninger for gode læsefærdigheder. Pædagogen spiller en vigtig og central rolle i barnets sprogtilegnelse, da man som pædagog har mulighed for at understøtte en sproglig udvikling i den periode af barnets liv, hvor det såkaldte sprogvindue står åbent.
Denne bog guider læseren igennem barnets rejse fra sprogløst spædbarn til konstantspørgende fireårig, hvis udtale og grammatik nærmest er fejlfri. Bogen lægger ud med en beskrivelse af barnets før-sproglige stadium, hvor kommunikation består af mange andre udtryk end sprog og bevæger sig over barnets tilegnelse af fonologi, leksikon og grammatik. Den behandler desuden emner som tosprogethed og preliteracy hos førskolebarnet i dagtilbud. Efter hvert kapitel giver forfatteren forslag og anbefalinger til pædagogisk praksis.
Bogen har sit teoretiske afsæt i lingvistikken og henvender sig til pædagogisk personale og pædagogstuderende, der ønsker en videnskabelig og evidensbaseret forståelse af sprogtilegnelse. Desuden vil dagplejere og andre, der arbejder med småbørn, kunne finde bogen relevant i forhold til deres understøttelse af barnets sprog.