Beskrivelse
Diagnosen, Gennemgribende Udviklingsforstyrrelse Anden (GUA), har eksisteret siden 1990 og blev indført i Danmark i 1994. Alligevel er dette den første bog om tilstanden. Diagnosen, der kun anvendes på børn, er kendetegnet ved, at barnet er følelsesmæssigt skrøbeligt og svingende – og ganske uforudsigeligt. Barnet kan i det ene øjeblik være helt almindeligt, for i det næste at opføre sig yngre end sin alder, blive udtalt angst, råbende, aggressivt eller utrøsteligt ked af det. GUA – sammenhæng og virkelighed søger at skabe et helhedsbillede af tilstanden ved at give stemme til både de professionelle, familierne og børnene selv. I første del introduceres tre professionelle vinkler: Børne-psykiaterens repræsenteres af professor ved Syddansk Universitet Niels Bilenberg, psykologens repræsenteres af neuropsykolog fra den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VISO) Hanne Hvolbæk, og lærerens/pædagogens repræsenteres af centerklasseleder fra Paarup Skole Erik Skøtt. Bogens store anden del består af fyldige interview med forældre, søskende, bedsteforældre samt unge med GUA. Læseren møder familierne i deres dagligstue og får et nuanceret og ærligt indblik i de konsekvenser, det har at have et barn med GUA i familien – og at være sådant et barn. I tredje del opsamles og kommenteres de mange aspekter, som er berørt i interviewene, og der gives gode råd og anvisninger. Forældre, pædagoger, lærere, sagsbehandlere, sundhedsplejersker, praktiserende læger, psykologer, psykiatere, familier og alle andre omkring børn med GUA kan her få indsigt i og finde anvisninger på hensigtsmæssig hjælp til barnet og dets omgivelser. Bogen kan også med stort udbytte læses af alle, der beskæftiger sig med børn med andre autismespektrumforstyrrelser og ADHD.