Beskrivelse
I vuggestuerne er der travlt. Bleskift og påklædning bliver reduceret til en praktisk nødvendighed, der skal overstås så hurtigt som muligt. Men det er vigtigt for børn, at de bliver inddraget aktivt i vuggestuens aktiviteter. For ellers bliver børnene passive og snydes for praktisk læring, samspil og udvikling. Voksne har en forventning om, at små børn er hjælpeløse. Det gør de voksne ‘blinde’ i forhold til børnenes egne spirende kompetencer. Når børnene forsøger at pejle sig ind på, hvad de voksne forventer – eller netop ikke forventer af dem, fastlåses de i deres egen hjælpeløshed. Børnene bliver passive genstande for de voksnes omsorg. Det er god omsorg, når børn kan selv. Derfor skal de inddrages aktivt i bleskift, og når de skal klædes af og på. I samarbejdet med barnet kan den voksne skabe en god tilknytning og tryghed, der giver barnet lyst og mod til at møde nye udfordringer og erfaringer. I bogen og på den medfølgende dvd viser Lise Ahlmann, hvordan man ved hjælp af nye metoder og prioriteringer kan inddrage børnene aktivt i vuggestuerne. På denne måde bliver børnene ikke passive tilskuere, men derimod aktive deltagere i deres eget liv. Bogen er illustreret med stillbilleder fra filmen, og hver scene bliver uddybet i bogens tekst. Lise Ahlmann er fysioterapeut, bevægelsespædagog og mag.art. i psykologi. Hun har undervist på Danmarks Lærerhøjskole og på pædagogseminarier og har arbejdet freelance med udviklingsprojekter og efteruddannelseskurser for vuggestue- og børnehavepersonale