Beskrivelse

Jævnalderregulering

– Når børn tilpasser sig den institutionaliserede barndom

udkommer 5 november.

Ny bog udfordrer debatten om børns mistrivsel: Har vi overladt børnene for meget til hinanden?

I debatten om børns uro, mistrivsel og udfordringer med at indgå i fællesskaber rettes blikket ofte mod børnene selv eller deres forældre. Men hvad nu, hvis vi i stedet skal se nærmere på de rammer, børn vokser op i? I en ny bog peger Simone Weng Facondini på, at børn i dagtilbud, skole og SFO i stigende grad orienterer sig mod hinanden frem for mod de voksne. Det kan få konsekvenser for deres trivsel, læring og udvikling.

Er børn blevet dårligere opdraget? Er de mindre robuste? Eller stiller vi for store krav til dem? Debatten om børns adfærd og mistrivsel fylder både i dagtilbud, skoler og den offentlige debat. Men ifølge Simone Weng Facondini overser vi en afgørende del af forklaringen: De rammer, vi har skabt omkring børns hverdag.

I sin nye bog Jævnalderregulering – når børn tilpasser sig den institutionaliserede barndom introducerer hun en forståelsesramme for, hvad der sker, når børn i stigende grad søger tryghed, retning og tilhørsforhold hos hinanden frem for hos de voksne, der har ansvaret for dem. Det kalder hun jævnalderregulering.

”Vi leder ofte efter forklaringerne på børns udfordringer hos børnene selv eller deres forældre. Men vi bliver nødt til også at se på de udviklingsbetingelser, vi tilbyder børnene. De tilbringer en stor del af deres vågne liv i dagtilbud, skole og SFO, og det har betydning for, hvordan de udvikler sig,” siger Simone Weng Facondini.

Når børn bliver hinandens vigtigste pejlemærker

Bogens centrale pointe er, at børn har brug for fysisk og følelsesmæssigt tilgængelige voksne, som de kan orientere sig mod og finde tryghed hos. Når de voksne ikke i tilstrækkelig grad er tilgængelige, kan børn i stedet begynde at bruge hinanden som deres primære pejlemærker.

Det kan ifølge forfatteren være med til at forklare nogle af de udfordringer, pædagoger og lærere oplever i hverdagen: uro, modstand, konflikter og børn, der har svært ved at deltage i undervisning og fælles aktiviteter.

”I stedet for at kigge på pædagogen eller læreren for at finde ud af, hvordan de skal deltage i en aktivitet, kigger børnene på hinanden. Og når de orienterer sig mod hinanden, begynder de også at regulere sig efter hinanden. Det kan gøre det langt vanskeligere for de voksne at skabe ro, retning og deltagelse,” forklarer Simone Weng Facondini.

Er vi blevet for optagede af børnefællesskaber?

Bogen udfordrer også den store vægt på børnefællesskaber og selvstændighed, som ifølge Simone Weng Facondini kan overskygge betydningen af trygge voksenrelationer.

En national undersøgelse fra VIVE og EVA (2025) viser, at personalet på blot 2 % af de observerede børnehavestuer ofte eller næsten altid er opmærksomt på børnenes fællesskaber. Det understreger behovet for at se nærmere på de voksnes rolle.

”Vi er meget optagede af at styrke børnefællesskaberne. Men måske skal vi i højere grad spørge, hvad børn grundlæggende har brug for. Og det er gode, trygge relationer til voksne, som kan hjælpe dem med at regulere deres følelser og finde fodfæste i fællesskabet,” siger hun.

Vi skal gentænke hverdagen i dagtilbud og skole

Ifølge Simone Weng Facondini handler løsningen ikke alene om flere voksne eller mere struktur, men også om, hvordan vi organiserer børns hverdag. I dagtilbud kan det handle om mere stabile voksenrelationer og mindre personaleudskiftning. I skolen kan det være nødvendigt at gentænke skemaer, lærerskift og overgange, så børnene i højere grad møder kendte voksne, de har tillid til.

”Hvad nu, hvis vi organiserede dagtilbud og skoler med stabilitet, kontinuitet og relationel forudsigelighed som det vigtigste udgangspunkt? Hvordan ville hverdagen så se ud?” spørger Simone Weng Facondini.

Jævnalderregulering henvender sig til pædagoger, lærere, ledere, studerende og andre, der arbejder med børns trivsel og udvikling. Den tager afsæt i tilknytningsteori, undersøgelser af børns institutionsliv og eksempler fra praksis og giver et fagligt sprog til at forstå jævnalderregulering og inspiration til at gentænke praksis, så børn i højere grad møder trygge, tilgængelige voksne, de kan støtte sig til.