Beskrivelse

Kunne man før nøjes med at læse pædagogisk-filosofiske tekster for at nærme sig pædagogikkens DNA, griber man i dag til uddannelsesforskningens analyser og data. Før orienterede man sig altså ud fra idéhistoriske tanker og refleksioner – i dag empirisk! Men dikotomien mellem pædagogik og uddannelsesforskning er forkert.

Der er ikke vandtætte skodder mellem pædagogik og empirisk uddannelsesforskning. Kant, Herbart, Grundtvig, Dewey og i dag Biesta, Prange og Benner var og er ikke uinteresseret i den empiriske forskning.

Deres teorier har blik for, at empirien er en vigtig erkendelsesform, når det drejer sig om dannelsesprocesser og den pædagogiske praksis.

De har forskellige syn på empiri, dannelse og forskning og ser også forskelligt på sammenhængene imellem dem. Men uden forståelse for det empiriske og den empiriske forskning er de ikke – tværtimod.  At bringe disse ting tydeligere frem er et centralt budskab i bogen og et bidrag til den empiriske dannelsesforskning.

Denne bog er derfor en pædagogisk idehistorie, der udreder moderne betydningsfulde pædagogiske tænkere i lyset af den empiriske dannelsesforskning.

På den måde når bogens bidrag også frem til, hvad de pædagogiske tænkere kan have af betydning for pædagogisk praksis i dag.

Pædagogisk idehistorie – bidrag til empirisk dannelsesforskning henvender sig til de, der studerer folkeskolen for i fremtiden at gøre den bedre.