Beskrivelse
Den pædagogiske forskning og videnskab har igennem tiderne været knyttet til forskellige videnskabstraditioner inden for især psykologi, sociologi og i de senere år også antropologi. Pædagogisk forskning og teori tager derfor stilling til og er et resultat af grundlæggende og almene konflikter og problemstillinger i 1900-tallets videnskabsteori. Disse konflikter vedrører fundamentalt forskellige svar på spørgsmålet om, hvad et subjekt og det sociale er, og hvad videnskabelig praksis er eller bør være. Stridens parter søges fremstillet i så ren og rå form som muligt med henblik på at skabe et grundlag for at kunne genkende og diskutere variationer over disse problemstillinger i den aktuelle pædagogiske forsknings positioner. Bogen fremstiller dels den fænomenologisk/hermeneutiske versus den strukturalistiske tradition, dels Poppers kritiske rationalisme versus Kuhns paradigmetænkning. Endvidere vil problemstillinger som historicitet, sprog eller diskursbegrebet og endelig begrebet det ubevidste og bevidstheden blive fremstillet.